Webshopløsning – fra Dandomain til Magento

Webshopløsning – fra Dandomain til Magento

Magento webshop

Magento Webshop

Hvorledes vælger vi som iværksættere webshopsystem, hvad skal vi være opmærksomme på og hvilke systemer opfylder hvilke behov. Disse spørgsmål er nogle af dem jeg selv har haft omkring valg af webshopsystem – dette blogindlæg er det første i rækken af indlæg omkring mit snarlige skifte fra Dandomain til Magento.

Skiftet har jeg brugt store resurser på at læse om, tænke på og grundigt gennemoverveje. Af flere omgange har jeg været tæt på at tage skridtet, men det er altså først nu at det bliver taget. Et skifte og et skridt jeg forventer store ting af og vel nok den største omvæltningen siden skabelsen af webshoppen.

Det du skal tage med fra dette (og fremtidige) indlæg om skiftet er ikke et svar på, hvilket webshop system der er bedst. Valg af system er i min optik i høj grad en vurderingssag fra case til case, og du kan således bruge indlæggene til at styrke dig i din beslutning om hvad der passer netop dig og din virksomhed.

Kort om Dandomain

Det var og er vel også til stadighed for alle nystartede webshop ejere en stor fordel at starte på Dandomain. Dandomain er et standardiseret closed-source webshopløsning, der frem for open-source løsninger besidder flere styrker.

Først og fremmest er systemet let at gå til for selv iværksættere uden teknisk indsigt i hverken e-handel eller kodning. Interfacet er lavet intuitivt, dog kan det være en smule langstrakt at arbejde i, men hele systemet er let og tilgængeligt.

Andre plusser ved en Dandomain shop ligger i sikkerheden, kundesupporten og ansvar – systemet opdateres af firmaet bag med opdateringer løbende således at webshoppen er fremtidssikret.

Dette var også grunden til at jeg, uden at fortryde det, valgte Dandomain i første omgang. Jeg besad simpelthen ikke de kompetencer og den viden jeg gør nu for at drive en webshop.

Ligeledes er omkostningerne til at komme i gang med Dandomain minimale, især hvis du som jeg valgte selv at udføre design. Man kan altså med rette sige at der blev lagt rimelig ubetydelige resurser i udarbejdelsen af den første version og webshoppen, hvorfor også risikoen forblev minimal.

Derfor faldt valget på webshopløsningen Magento

Det er klart at når vi  snakker valg af webshopløsning så har hvert system dets forcer og svagheder. I dette kapitel vil jeg kort ridse de punkter op ved Magento, der gjorde udslaget for min webshop.

Skalering

Magento har den i mine øjne helt eminente egenskab at man kan tilføje dels flere og sprog og dels flere shops under samme system. Dette gør at der skaleringsmæssigt er langt større muligheder i en Magento løsning. Ligeledes er det let og uden problemer at koble flere sprog på. Et modul jeg ikke synes fungerer specielt godt i Dandomain, mens det samtidigt koster 200,- ekstra per sprog (læs tyveri).

Lav månedlig ydelse

Den månedlige ydelse falder drastisk med et skifte fra Dandomain, idet Magento er en open-source løsning. Det er derfor kun selve udviklingen og programmeringen af webshoppen samt hosting og betalingsløsningen, der er forbundet med omkostninger.

Med andre ord skal man altså investere en stor engangsbetaling for udviklingen af systemet, mens den månedlige ydelse falder. Skiftet svarer i dette tilfælde lidt til at købe en lejlighed i stedet for at leje en. Der bliver oparbejdet en lang større værdi i websitet, mens der forsvinder færre penge til leje af webshoppen – økonomisk er det jo i sig selv et fantastisk argument.

Grafisk løft

Dette leder os over i det næste punkt nemlig det grafiske løft. Som sådan har et grafisk løft eller en grafisk ændring om man vil ikke noget med forskellen imellem Magento og Dandomain at gøre, da der i lige så stor udstrækning kunne være lavet et grafisk løft på den gamle webshop. En af de centrale grunde for et skifte har dog været at opgradere det grafisk udtryk på shoppen, hvilket ultimativt har til formål at øge konverteringsraten og dermed også salget. Siden kommer simpelthen til at fremstå mere brugervenlig, mere professionel og mere lækker i al sin enkelthed. Et punkt der længe har stået på min ønskeliste og en opgave, der uanset skiftet skulle have været udført hvad enten valget var faldet på at fortsætte med Dandomain eller skifte.

Noget der til gengæld har med forskellen at gøre er de grafiske muligheder, der foreligger i Magento. Dandomain lider under dets statiske natur og opbygning, hvilket afgrænser de designmæssige muligheder og kreativitet.

I udarbejdelse af designet til den nye shop har der ligeledes været nogle ønsker fra min side, som ville øge brugerfladen, men som vi har måtte skære væk for at minimere omkostninger – ønsker der så i stedet senere bliver koblet på. Med andre ord er der altså langt større mulighed for at optimere på din Magento shop, da det er muligt at gå ind i koden og ændre designet og funktionaliteten.

Fremtidssikrede muligheder for yderligere udvikling

En af de ting, der gør Magento hel unik i forhold til andre webshopsystemer herunder Dandomain er muligheden for at tilkøbe moduler. Man kan på den måde købe det ene og det andet modul til optimeringen af butikken. Sådanne moduler vil koste en formue at udvikle på egen hånd og ville måske endda være umulige at udvikle til en closed-source løsning som Dandomain. Så selvom mange argumenterer for at Dandomain netop er fremtidssikrede, da de løbende opgraderer deres system så er Magento i virkeligheden bedre på det plan.

Omkostninger forbundet med skiftet

Det er klart at der er og vil være massive omkostninger forbundet med skiftet herunder

  • Google placeringer
  • Pris for udviklingen
  • Resurser på flytning af produkter
  • Indlæring af nyt system

Jeg vil i et senere indlæg gå mere i dybden med disse omkostninger. Hvis du har input vil jeg meget gerne høre fra dig 🙂

Eje eller leje sin webshop?

Magento er dyr at udvikle, men har samtidig en lav månedlig ydelse. Metaforen synes jeg stadig holder og jeg vil endda udvide den lidt, da der som ved ethvert andet huskøb kan der forekomme ubehagelige ekstra udgifter til vedligeholdelse og restaurering.

Således blev den pris jeg i første omgang havde håbet på ikke en realitet og der er nu investeret det dobbelte af hvad jeg havde regnet med. En væsentlig stigning i udviklingsprisen. Samtidigt er mange af de skræddersyede ekstra features jeg havde drømt om i den nye webshop blevet udsat på ubestemt tid.

Det har med andre ord vist sig rigtig dyrt at udvikle en skræddersyede Magento shop løsning. Resultatet har dog også været derefter – Webshoppen har netop fået det grafiske løft jeg havde håbet på. Om det giver resultater i konverteringsraten skal blive rigtig spændende i den næste fremtid.

Lav månedlig ydelse eller ej

En open source løsning som Magento vil betyde lavere månedlig ydelse end Dandomain, men at det er klart at det sparede hurtigt kan bruges på nye features til shoppen. Dog vil jeg mene at man får langt mere for pengene, idet der kun bliver udviklet specifikt til en egen skræddersyede webshop.

Om man geninvesterer det sparede månedlig beløb eller ej skal være op til en selv. Der vil altid være noget man ønsker skulle være lidt anderledes. Præcis hvor man stopper med detaljer og brugervenlighed skal sættes op imod omkostningerne til at udvikle det samt det afkast det vil give.

I forhold til den nye webshop er der i fremtiden plads til forbedringer, men umiddelbart kan shoppen sagtens stå de næste par år uden alt for store udviklingsmæssige omkostninger. Du får altså derfor en lavere månedlig ydelse med en Magento webshop end med en Dandomain webshop.

Skaleringsmulighederne skal udnyttes – nyt sprog i shoppen

Nu hvor begge webshops er kørt i stilling under den samme magentoløsning skal en af hovedårsagerne til at jeg skiftede udnyttes. Der skal lanceres en engelsk version af Magento shoppen.

Jeg skal nok skrive et separat indlæg om udvidelsen med en engelsk webshop, men indtil videre kan jeg berette om arbejdet med multistore funktionen i Magento. På mange måder ser jeg stor fidus i at udnytte multistore funktionen. Det er let styre produkter, hvilke shops de skal vises i samt hvad de skal oversættes til.

Der har dog vist sig at ligge en mindre udgift i at få tilpasset selve designet og sproget. Ønsker man samme design på den næste shop er det utrolig let at implementere og arbejde med. Her vinder Magento i min bog mange point.

Konklusionen er at der er store muligheder i forhold til at skalere sin shop med nye webshops samt nye sprog. Det kræver dog arbejde at udnytte det. Der har indtil videre ligget en stor arbejdsbyrde i at få oversat og lanceret den engelske version, men når den er på plads ser jeg et stort potentiale.

Intet tab af Google placeringer

Ved lanceringen havde vi naturligvis opsat helt korrekte 301 redirects og selvom vi forventede en kortvarig forringelse af vores placeringer så skete der ingen ting. Google indekserede hurtigt mange af de nye metabeskrivelser og links. Til stor tilfredshed mistede vi således ingen placeringer ved skiftet fra Dandomain til Magento, hvilket var en af de største frygter ved at skifte både host og shopsystem.

Manuel flytning af 600 produkter

Det skal ikke være nogle hemmelighed at det at flytte webshopsystem kræver mange resurser. Og at flytte og opdatere tekst til 600 produkter tager tid – lang tid! Det tog ca. 6 fulde arbejdsdage fra morgen til aften at få flyttet de mange produkter manuelt over i det nye systemet. Et langvarigt og kedsommeligt arbejde, som måske nok har været en af de største hurdler ved skiftet fra Dandomain til Magento.

Processen kan godt automatiseres, men jeg valgte at gøre det manuelt. En par af grundende skal findes i at jeg samtidigt opgraderede en del af produktteksterne samt satte varekortet op på en anden måde, hvilket altså kostede nogle mandetimer.

Konklusion

At skifte shopsystem er en proces der kræver mange mandetimer, mange resurser og mange bekymringer om ting der kan gå galt. For mig lykkedes det uden tab af positioner i Google, men med en pris i den dyrere ende og med omfattende investeringer af tid og personlige resurser.

Alligevel er jeg godt tilfreds med forløbet og lykkelig for at skiftet trods alt lykkedes. Forhåbentlig vil jeg allerede i efteråret kunne begynde at høste nogle af frugterne i en øget konvertering, nye muligheder for sprog samt skaleringsmuligheder ved lancering af nye webshops.

Hvad synes du? kan det betale sig at ofre så mange resurser i de ekstra muligheder der ligger i Magento?

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 4.0/5 (1 vote cast)
Webshopløsning - fra Dandomain til Magento, 4.0 out of 5 based on 1 rating
Spred god karma og del
Share on Facebook
Facebook
0Share on Google+
Google+
0Share on LinkedIn
Linkedin
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email

14 svar

  • “Skiftet svarer i dette tilfælde lidt til at købe en lejlighed i stedet for at leje en. Der bliver oparbejdet en lang større værdi i websitet, mens der forsvinder færre penge til leje af webshoppen – økonomisk er det jo i sig selv et fantastisk argument.”

    Det er en super fed sammenligning.

    Hvorfor har du omkostninger i forbindelse med Google placeringer? Hvis det er fordi du har fået nye sidenavne, så burde du have kommet uden om det ved 301 redirects. Eller har jeg misforstået dig? (læste godt din cliffhanger, men blev bare nysgerig)

    • Hej Lars
      hehe tak 🙂 med hensyn til tab af Google placeringer så vil det komme som et seperat emne i et nyt blogpost, men uanset hvor meget du bruger 301 redirect så vil shoppen altid tabe lidt terræn lige efter et skifte (det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle – og hvilket så er blevet en del af beregningen). Målet er selvfølgelig at hente det tabte tilbage, men som udgangspunkt taber et website placeringer lige når du skifter det, som så efter noget tid gerne skulle komme tilbage igen.

  • Hej Nikolaj,

    Rigtig godt indlæg omkring skift til et open source system som Magento, men jeg synes du glemmer nogle ret væsentlige ting.

    Under punktet lav månedlig ydelse er du rigtig nok inde på at hostingen selvfølgelig er billigere end hos Dandomain, men til hostingen skal der ligges de ekstra konsulent timer det koster hver gang dit site går i gulvet, eller et modul konflikter med et andet. Samtidig vil der også skulle ligges yderligere et beløb for at holde magentoen opdateret med de nyeste opdateringer. For selvom Magento har gjort meget for det skal være nemt at opdatere så er det i praksis bare aldrig så nemt, og slet ikke med en modificeret magento løsning med adskillige ekstra moduler.

    Så hvis man står som shopejer og vil skifte over til Magento eller eget opensource system, så er det vigtigt at have disse udgifter i baghovedet. Hvis vi bruger din sammenligning omkring køb af hus kontra leje, så er den egentlig også helt god her. Når du er husejer så kan der gå et vandrør, eller der kan komme yderligere udgifter ved uforudsete ting. Disse har du som regel ikke ved en lejebolig, og dem glemmer mange boligejere også 🙂

    Et alternativ til at skifte over til magento er et firma som det jeg netop er blevet ansat i, http://www.webshop3.dk. Vi vil forsøge at tage det bedste fra Magento platformen og tilbyde vores kunder men samtidig stå for den tekniske del i stil med Dandomain.

    Held og lykke med din nye Magento shop.

    • Hej Martin – god pointe!

      Der vil være omkostninger løbende til opgraderinger af Magentoshoppen, det har du helt ret i at man ikke kan komme udenom. Omvendt, hvis vi skal blive i metaforen omkring huset, så kan man vel også se sådanne opgraderinger som udbyggelser til huset. Udbyggelser, der tilføre huset værdi, der tilkommer en selv som ejer udelukkende. Man bliver samtidigt ikke tvunget til at få skiftet vinduerne ud under store omkostninger, hvis man er tilfredse med de gamle. Med andre ord får man kontrol over, hvilke opgraderinger man ønsker samtidig med at den akkumulerede værdi på shoppen stiger.

      Webshop3 ser spændende ud – tror sådan en løsning kan være fin for mange, der er lidt i tvivl om hvorvidt de tør skifte til Magento eller ej. Har man et bureau, der netop kan stå for den tekniske side af Magentoshoppen så kan man være mere tryg – også på den lange bane.

  • Hej Nikolaj,

    Det er fedt at læse om din erfaring omkring skiftet – og især hvilke overvejelser man også skal gøre sig i selve processen fra at man tager beslutningen om at skifte.

    Det som typisk sker når man har taget valget om en ny platform, er at man ubevidst begynder at forsømme den kørende løsning – hvilket hurtigt kan koste nogle penge indenfor kort tid.

    Tror snart at jeg skal flette en blogpost omkring hele processen i at migrere en webshop, og hvilke ting der skal overvejes og tages stilling til :0)

    Vh
    Henrik

  • Hej Nikolaj

    Hvordan gik hele din proces med at flytte webshop?

    Uforudsete omkostninger?

    Overvejer selv en SaaS løsning. Måske "Magento go"

    Det jeg overvejer er om merprisen ved en magento SaaS ikke i det lange løb vil være meget billigere end udviklingstimer til nye integration af nye moduler/funktioner osv. Ved ikke helt om sammenligningen til et hus holder. en 10 år gammel webshop vil nok alligevel være outdated på en lang rakke områder. Tror ikke det vil kunne betale sig at lappe på den.

    Leder selvfølgelig efter en webshop der kan det hele til ingen penge. Hvilket jo ikke findes. Men som markedet ser ud kan man både købe lidt for mange penge og meget for få penge.

    Hvad er dit syn på de store udenlandske hostede webshop som shopify, bigcommerce. 3dcart osv?

    umiddelbart virker det som man får meget for pengene?

    • Faktisk er den ikke flyttet endnu. Det skal dog ske inden 2/7 hvor tiden med Dandomain udløber. Men designet på den nye shop er ved at være på plads. Se http://hjortsmykker.dk som kommer til at bygge på det samme.

      Men der kommer helt sikkert en opfølgning på helt overflytningen så jeg kan dele nogle af mine erfaringer.

      Mit syn på sådanne standardsystemer er at de er ok, men at de tager en hel masse fleksibilitet ud af shoppen. Du har simplen mindre rådrum til at bestemme hvordan shoppen skal se ud, men jeg har ikke selv prøvet andet end Magento og Dandomain. Det er klart at der ligger en helt masse udviklingstimer i en Magentoshop og at det ofte ender med at blive en halvdyr affære, men outkommet er også godt!

  • Så efter 2 måneder bare SÅ træt af Magento!

    Er skiftet fra DD til Magento den 14/10 2012 og jeg må være helt ærlig at sige at jeg er på ingen måde glad, aldrig har jeg oplevet noget så dårligt. Det kan godt være at designet og brugervenligheden er blevet bedre, men så stopper det også der.
    Hver dag og flere gange om dagen oplever jeg fejl som jeg selv prøver at løse og derefter prøver at få udbyder til at rette dem.
    Rigtig mange af de standart ting som min DD shop kunne kan Magento ikke og disse ting fik jeg først afvide måneder efter. Min udbyder har desværre slet ikke brugt tid på at se på min DD shop før de sagde ja til opgaven med at flytte min shop og jeg har ligget vågen så mange nætter og aldrig været så rasende og ked af det på samme tid.
    Jeg ander ikke hvad jeg skal gøre nu, for nu har shoppen kørt på den nye platform i 2 måneder og der er så få besøg på siden (max 160 om dage) og næsten ingen bestillinger og hvis nogen køber noget er det for kr. 51,- (og det er inkl. fagt!!!)
    Min rank er faldet og jeg synes bare ikke det bliver bedre, hvornår bliver det det? Eller skal jeg smide alt på gulvet og gå tilbage til DD? Eller bare gå konkus?
    Jeg startede http://www.BlikfangsKostumer.dk hos DD i 2004 så jeg synes jo ikke jeg er nybegynder i webshop mere.

    • Hej Nicoline

      Det lyder slemt. Jeg tjekkede lige hurtigt og det ser ud til, at der er blevet lavet en stor fejl fra udviklers side, idet der ikke er blevet 301 redirectet ind til din side fra den gamle…

      Kigger du eksempelvis på en gammel side som http://www.blikfangskostumer.dk/kropige-7422 Viser den en 404 side. Hvis siden var blevet redirectet ville den have være ført over til den nye tilsvarende side.

      Dette resulterer i, at du taber alle dine placeringer, og at der derfor vil gå en rum tid før du er oppe igen. Ligeledes taber du autoritet fra andre sider, der linker dybt på dit site til sider, der ikke længere eksisterer.

    • Som Nikolaj og Patrick skriver, så har din udvikler ikke sat 301-redirects op, så dine gamle sider peger over på de nye sider.

      Det skyldes altså ikke, at Magento er et dårligt system. Jeg bruger det selv til min webshop og er super glad for det.

      Mit råd vil være at kontakte en person, der har forstand på søgemaskineoptimering/seo til at hjælpe dig hurtigst muligt!

      Det kunne være Patrick (http://www.better-web.dk/seo/) eller Online Partners, der har Grosen Friis ansat, der er super dygtig til teknisk seo (http://www.onlinepartners.dk/)

    • Hej Nicoline,

      Det lyder som om du står overfor en række ubehagelige problemstillinger.

      Da vi ikke kan se ud fra dit indlæg hvilke problemer du oplever, kan det være svært at give det rigtige råd.

      Så mit generelle råd er derfor: Tag tyren ved hornene og få løst problemerne.

      Jeg kan forstå, at du har været i gang siden 2004, så det ville være en skam at lade 8 års hårdt arbejde gå til spilde og erklære butikken konkurs. Du har sikkert løst mindst lige så svære udfordringer før – så kan du også igen 🙂

      Lav en liste med fejlene og hør din udbyder om fejlene ikke kan blive udbedret. Samtidig kan du jo overveje om det er hurtigere / billigere at skifte tilbage til Dandomain (hvis du overveje at gå tilbage til closed source, så synes jeg du skal tjekke webshopsystemet fra SmartWeb også. Og ja – jeg er lidt biased som medejer af SmartWeb – men det ændrer ikke på, at det er et godt system. Det håndterer eksempelvis salg på flere markeder/ sprog og medier mindst lige så godt som magento).

      Uanset de tekniske problemer, kan du mens du afventer besked fra din udbyder prøve at finde ud af hvem der kan hjælpe dig med at identificere årsagerne til dine rankingproblemer – en SEO specialist (ikke mig). Uden at vide hvilke problemer du har med din ranking, bliver de nok ikke løst alene ved at skifte platform. SEO specialisten kan derudover give dig råd til hvordan du kan forbedre dine placeringer og opnå endnu bedre resultater end tidligere. Eksempelvis faldt dine produkttekster mig i øjnene – de er noget korte (nogen gange kun få ord). Nikolaj har også en god pointe med 301 redirects.

      Nu kender jeg selvfølgelig ikke din backend og ved ikke om du har fået lavet customized moduler der, men din frontend er helt standard og kan sættes op i de fleste standard systemer. Din 1 step checkout skal du selvfølgelig være opmærksom på om den kan flyttes. Det er der ikke så mange standard systemer der kan.

      Hvis du har konkrete problemer/ spørgsmål jeg kan hjælpe med er du velkommen til at skrive til mig (fx på twitter: @bobbythygesen)

      Jeg ser frem til at høre hvordan du fik løst udfordringerne.

      God vind og glædelig jul

  • Hej Nicoline,
    Av for søren hva?

    Personligt er jeg meget glad for Magento, og jeg med den rette udvikler kan man alt, så i dette tilfælde lyder det som om at din udbyder simpelthen har lovet noget de ikke kunne holde.

    Du nævner at du har har haft fald i dine rankings da du skiftede. Dette er slet ikke unaturligt, men du skal altid huske at lave 301-redirects fra alle dine sider til alle de nye sider, samt selvfølgelig få noget nyhedsværdi via pressemeddelelser mv.

    Jeg er personligt selv Magentoudvikler, og systemet har altså ikke specielt mange begrænsninger, så det lyder blot som en kommunikationsfejl mellem dig og din udvikler.

    Du er selvfølgelig velkommen til at hive fat i mig, hvis du skal have hjælp med noget eller har spørgsmål omkring Magento.

    Nå men held og lykke skal du have! God morgen herfra.

  • 1000 tak for alle jeres svar. Jeg læser dem med stor glæde.
    Udbyder er desværre ikke særlig god til at svarer eller rette fejl eller hjælpe mig så jeg kan komme vidre.
    Jeg har kontakt til en SEO mand som pt hjælper mig lidt vidre. Men har stadig masser af problemer og ting jeg ikke fatter en brik af.

    Et af problemerne er nu også økonominen, min omsætning er så lav som aldrig før. Ikke engang den gang jeg startede op i 2004 med et lager på under 100 ting, var omsætning så lav som nu.
    Bare for at give et eksempel, så sidste år på denne tid var omsætningen ca kr. 9000,- (den 21/12-28/12) i den sidste uge har omsætningen været på 0,- Så jeg er jo helt i panik, sover knap nok om natten, det fylder så meget.

    Har et spørgsmål:
    Jeg går i Katalog->url omskrivninger, der laver jeg så en ny brugerdefineret url-omkrivning, jeg udfylder ID-sti, Forespørgselssti, Målsti. Det virker ikke selvom jeg gemmer det.

    Jeg har ledt lidt på nettet og fundet frem til at under System->konfiguration->katalog->Seo er et felt der hedder *Create Permanent Redirect for URLs if URL Key Changed* det står som nej, skal det mon ændres til ja?

    Hvad siger I til dette?

    Og jeg går stadig og tænker på at vende tilbage til DD da jeg næsten ikke kan holde det mere og frygter det værste når min næste højsæson starter hvis de her ting ikke bliver rettet inden.

Skriv en kommentar

Venligst indtast navn Please enter an valid email address. Skriv venligst en besked

Gratis bog om søgeordsanalyse

Få den gratis +50 siders bog der gennemgår søgeordsanalysen fra formål til udførsel og til brug. Du tilmelder dig samtidigt nyhedsbrevetSøgeordsanalyse bog

Få hjælp mit bureau, s360

Til dagligt sidder jeg hos det digitale marketing bureau s360 som Head of SEO. Hvis du har behov for hjælp, er du mere end velkommen til at tage fat i os.

Du kan også læse mere om, hvordan vi hjælper med SEO, PPC, Konverteringsoptimering, Google Analytics eller nogle af vores andre digitale marketing ydelser